Freedom_Logo TRANS_00000.png

OPLÆG

LÆS MED HER

Marianne Stidsen: Kunsten lærer os at leve med mennesket, som det er.

Oplæg holdt d. 11. november 2021 i forbindelse med arrangementet ”Tour de frihed – Er kulturen fri?”.
Oplægget ligger til grund for Jacob Skyggebjerg og Marianne Stidsens efterfølgende samtale og debat med publikum.


Neomarxismens misbrug af begrebet ’frihed’
At marxismen er ovre os igen, skal man vist være blind for ikke at se. Et dugfrisk eksempel er den artikel, som postdoc Benjamin Ask Popp-Madsen publicerede i Weekendavisen d. 29. oktober under overskriften ”Frihed ifølge socialister”. Her hedder det – med henvisning til filosoffen Søren Maus bog Stum tvang – at marxismen nu atter tages op til diskussion. På livet løs må man sige, når man ser på den store opmærksomhed eksempelvis Maus bog har fået.
Artiklen påstår endda, at marxismen ”sætter individets frihed højt”, som det lyder i underrubrikken. Hvilket selvfølgelig er noget regederligt vrøvl. Det er lige præcis det, marxismen ikke gør. Den er tværtimod til enhver tid parat til at suspendere det enkelte individs frihed i en højere friheds navn – nemlig den, som filosoffen Isaiah Berlin har kaldt ’den positive frihed’. Man kunne også slet og ret sige ’den altomfattende frihed’. (Apropos Lenins berygtede statement under den russisk revolution om, at man må smadre æg for at kunne lave omelet).
Marxismens genkomst i dagens køns- og identitetskamp
Hos folk som Mau og Popp-Madsen tales der helt eksplicit – og meget begejstret – om marxismens genkomst. Men marxismen og dens angreb på individet og individets frihed kommer også til udtryk på en mere subtil og implicit måde i nutiden.
Det er netop denne mere subtile og implicitte måde, jeg har forsøgt at kortlægge i min nye bog Køn og identitet. Et spadestik dybere, der udkom i september i år.

I bogen viser jeg, hvordan marxismens klassekamp i dag er blevet oversat eller transformeret til køns- og identitetskamp. Hvilket kan gøre det sværere at genkende den som det, den ret beset er, nemlig marxisme – og i videre forstand totalitarisme.
Men jeg gør mere end det. For jeg viser også – hvilket ingen andre mig bekendt har gjort – hvordan forskellige elementer i nutidens neomarxistiske eller wokeistiske, som jeg også kalder den, kulturrevolution arbejder sammen. Mere præcist viser jeg, hvordan det er den klassiske dialektiske herre-slave-logik – som Marx jo som bekendt transformerede til historisk materialistisk klassekamp – der ligger bag nutidens kulturrevolution.
Hvad betyder det så mere konkret? Jo, det betyder, at nutidens wokeistiske kulturrevolution forsøger at sætte de forskellige samfundsgrupper hårdt op mod hinanden, akkurat ligesom den kommunistiske revolution gjorde det. Nu er det bare ikke arbejdere mod kapitalister, men kvinder mod mænd, farvede mod hvide, unge mod ældre osv. Det er netop det formål de voldsomme kulturelle bevægelser som MeToo, Black Lives Matter osv. tjener. Ved at opildne til kollektiv opstand, som disse bevægelser pr. definition gør, mobiliseres masserne – især via de sociale medier. Og kampen er i fuld gang. Med de resultater, vi allerede kender. Mænd der fyres fra deres job eller sendes i fængsel for et godt ord, folk der udråbes til racister selvom de aldrig har udøvet diskrimination mod nogen osv.
Dette er dog, som jeg viser i min bog, ikke endemålet. Ligeså lidt som endemålet for kommunisterne var proletariatets diktatur. Endemålet for nutidens wokeistiske kulturkamp er det køns- og identitetsløse samfund. Det er dét, der er utopien. Det er dét, der i sidste ende vinker ude for enden af revolutionen som den ’positive frihed’ i hvis navn man i rigt mål tilsidesætter og undertrykker individets rettigheder – herunder dets frihedsrettigheder. Fuldkommen svarende til, at endemålet for den klassiske marxistiske revolution var det klasseløse samfund. Det køns- og identitetsløse samfund er – med Lenin – den nye ’æggekage’, som skal sikre total lighed.

Gennem denne analyse løses, vil jeg mene, det, der for mange har stået som den største gåde, når det handler om de voldsomme kulturopbrud, der foregår rundt om ørerne på os lige nu. Især i udlandet, javist. Men efterhånden nok så meget her i Danmark – hvilket den kampagne jeg selv udsættes for i medierne i disse dage med al tydelighed vidner om.
For det har jo forekommet temmelig uforståeligt, at wokeisterne det ene øjeblik taler om, at vi alle skal tænke os selv i bastante gruppeidentiteter – som kvinder, farvede eller unge. Og det næste øjeblik slet ikke skal have en identitet overhovedet. Men derimod tænke os selv som kroppe, der flyder frit rundt på et helt igennem opløst køns- og identitetsspektrum.
Sat ind i en marxistisk forståelsesramme giver det fuldkommen mening. Her kan man nemlig pludselig se, at det er nødvendige stadier, hvis den totale samfundsomvæltning, man drømmer om, skal kunne gennemføres.
Og samfundsomvæltning er, hvad der er tale om. Begge dele: både den bastante gruppeidentitet og den totalt opløste identitet, som er sidste stadie i revolutionen, er således – kan man forhåbentlig høre – så langt væk fra individet og dets velkendte frihedsrettigheder, som man overhovedet kan komme. Ja, det er pr. definition disse værdier og principper, der er selve hovedfjenden i det grasserende neomarxistiske kulturopbrud.

Kunsten og kulturen i den nytotalitære æra
Men hvad så med kulturen og dens frihed i denne revolutionære omkalfatringsproces. Det er det, jeg nu skal dykke lidt ned i. Og her ser det bestemt heller ikke for godt ud – i hvert fald ikke hvis man – som jeg og mange andre – er skeptisk over for revolutionen.
Hvor slemt det ser ud for kulturen under det nye neomarxistiske paradigme, blev jeg klar over, da jeg for en måneds tid siden var med til et arrangement på Den Svenske Ambassade i anledning af lanceringen af en ny nordisk kulturtænketank. Grunden til at jeg var inviteret var, at jeg havde bidraget til antologien Refleksioner/Reflections, som Nordisk Kulturfond netop havde udgivet, og som skulle fungere som en slags idémæssig affyringsrampe for den nye tænketank.

I mit bidrag til antologien – et interview med den svenske journalist Gunilla Kindstrand – taler jeg netop om vigtigheden af, at kunsten og kulturen er fri og ikke spændes for alskens forskellige – herunder politiske – nytteprojekter.
Men det var tydeligvis ikke det bidrag, der havde inspireret initiativtagerne til tænketanken. For én efter én kunne man opleve dem stille sig op og tale varmt om, hvordan kunsten og kulturen skulle være med til at skabe nogle store samfundsforandringer. Sideløbende med at de påstod, at kunsten og kulturen også skulle være fri. Det er jo, som man kan høre, helt og aldeles tomme ord. Thi kunsten og kulturen kan ikke både være fri og samtidig skulle tjene et storstilet politisk projekt, sådan som den her var udset til. Det er slet og ret en logisk umulighed.

Ud over at der var noget lettere absurd ved at sidde i et fint gammelt palæ i Frederiksstaden, klos op ad Amalienborg, og høre nobelt klædte kulturpampere med deres på det tørre snakke om, hvordan hele samfundet nu skulle revolutioneres, så det endelig kunne blive helt perfekt og helt lige, og hvordan kunsten og kulturen, deres egen branche, skulle medvirke i denne revolution, så løb det mig også virkelig koldt ned ad ryggen. Det var således som om, de rent faktisk ikke selv anede, hvad det egentlig var, de var i gang med. Det var som om de var i færd med at gøre sig selv til nyttige idioter i nogle langt mere snu strategers kram. Strateger som – kan jeg godt afsløre – er kollegaer til mig selv rundt omkring på de humanistiske og samfundsvidenskabelige institutter i landets universitetsverden. Herfra udtænkes den store plan – og redskaberne til at få den ført igennem (jævnfør også analysen i min bog). Og bagefter fodres det bureaukratiske lag med ord og vendinger og tanker, som det tydeligvis ikke selv har den ringeste idé om, hvad betyder (i så fald, altså hvis de tænkte selv, må man formode, at de ikke ville stå og sige to decideret modstridende ting på én gang).

Med andre ord: Når en pæn dame i spadseredragt og en pæn herre i nobelt jakkesæt står og taler om, at vi nu alle sammen må blive mere ’normkritiske’ og indføre nogle fuldstændig nye ’diskurser’ og ’æstetiske værdikriterier’, der skal forandre alting og gøre op med ’sterotypierne’ og ’magtubalancen’ – umiddelbart før de bevæger sig ud til de af tyendet lækkert anrettede canapéer i den tilstødende salon – ja, så er der grund til at lade alle alarmklokkerne bimle. For så ved man, at de neomarxistiske masterminds er nået rigtig langt i deres mission.

Det politiske modtræk til kunstens og kulturens marxificering
Så noget af det, jeg godt kunne tænke mig at diskutere her, er hvordan man kan lave et borgerligt og et centrumvenstre modtræk til den venstreradikale revolutionsromantik, der klinger så mange steder fra i vores samfund i øjeblikket. Også inden for kunsten og kulturlivet – tænk bare på Kunstakademiet og på nogle af de mange politisk korrekte, ofte oven i købet af private fonde finansierede tiltag inden for kunstlivet i dag – som kunsthistorikeren Lennart Gottlieb har afdækket på fremragende vis i sin nye bog Identitet, der handler om udbredelsen af særrettigheder og favoriseringer inden for kunstsystemet i dag baseret på køn og etnicitet.

Det kunne måske blive en alternativ tænketank, der faktisk satte sig for at gennemtænke og gennemarbejde et kulturelt program for en kunst og en kultur, der vitterlig er fri.
Fri i den forstand den tyske filosof Kant tænkte kunsten. Thi lige som Hegel og Marx spørger bag de nye venstreradikale revolutionsdrømme, så er deres modpol Immanuel Kant nemlig et godt sted at stille sig, hvis man vil udforme et nutidigt program for en ægte fri kunst og kultur på moderne præmisser.

Derfor: Hvis I derude skulle være sådan nogle, der på et tidspunkt kommer ind og får indflydelse forskellige steder i samfundsmaskineriet og pengemaskineriet, vil jeg opfordre jer til følgende:

1) Vær på vagt hver gang nogen siger, at de både vil kæmpe for kunstens og kulturens frihed og autonomi – og samtidig forsøger at spænde dette område for en politisk vogn, den være sig rød, blå, grøn, pink eller nogen som helst anden farve. Det er simpelthen ikke ladesiggørligt. Man må – med Kierkegaards ord – vælge om man vil det ene eller det andet, frihed eller ufrihed.

2) Vær på vagt over for enhver form for newspeak. Ord som ’normkritisk’, ’diskursændring’, ’opgør med stereotypierne’, ’kontekstbestemte vurderingskriterier’ samt lignede fraser, er ikke neutrale, men derimod gennempolitiserede.
Endelig:

3) Forsøg at formulere et konsistent og fornuftigt alternativ til dette kultursyn, hvor det rent faktisk er kunsten og kulturen, der står i centrum. Og ikke forskellige samfundsmæssige nytteprojekter – fra revolutionens til oplevelsesindustriens. Politikere og andre kan selvfølgelig altid lade sig inspirere af kunsten og kulturen. Men de har hverken lov til at bestemme i hvilken erkendelsesmæssig retning, den skal gå, eller om den skal se ud på den ene eller den anden måde, eller om den skal laves af det ene eller det andet køn, eller om den skal være bred eller smal. Det har kun kunstnerne og kulturfolket selv. Dem, der så at sige har ’hænderne nede i kagedejen’.
Kulturen er, når den får lov at være fri, altså rigtig fri, i stand til at berige os mennesker med nogle indsigter, som vi ikke kan finde andre steder. Og det er først og fremmest dét, vi skal bruge den til.

Den, der måske har formuleret det bedst, er den svenske forfatter og litterat Horace Engdahl. I sin netop udkomne bog, fragmentsamlingen Op.101 (en titel der i øvrigt henviser til Beethoven) skriver han bl.a. om alle de rædselsfulde ting kunsten og kulturen kan bruges til – og er blevet brugt til op gennem historien. Hitler var som bekendt yderst interesseret i kunst og kultur. Og det samme var Lenin og Mao. Og så forsætter han (i min oversættelse):
”Forestillingen om kultur og dannelse som noget værdifuldt forudsætter uudtalt at vi har opgivet håbet om mennesket. Ellers skulle vi uden mindste forbehold sætte moralen forrest og lade det opdragende hensyn veje tungere end alle æstetiske og intellektuelle værdier. Jeg mener, hvis vi virkelig troede at det gik an at eliminere ondskab og lastefuldhed fra den menneskelige adfærd, ville vi vel ikke lade hensynet til kunstens frihed stå i vejen for en sådan reform! De teologer som bogstavelig talt troede på helvede, kan ikke klandres for at forbyde og forfølge kulturudtryk, som ifølge deres overbevisning udsatte mennesker for risikoen for at havne på en forkert plads, hvor man underkastedes farefuld tortur til evig tid. Det ville have været umenneskeligt af dem at agere på anden måde, end de gjorde. De var beredte på at kæmpe for hver en sjæl.
Tolerance er resignation. Det er en mild opgivenhed over for menneskets ufuldkommenhed, hvilket er den dybere betydning af menneskekærlighed og det budskab diktatorer og projektmagere aldrig ser i kulturen.”
Disse linjer synes jeg er noget af det mest begavede, der er sagt om, hvad kunst og kultur er og skal gøre godt for. Kunst og kultur er der for, at vi kan leve med – og tolerere – den menneskelige fejlbarlighed. Ja, for at vi kan lære at elske mennesket som det er – slet og ret.

Jeg synes derfor den borgerlige fløj i forening med det moderate centrumvenstre skulle tage at gøre dem til en slags ledetråd for en fremtidig kulturpolitik, der igen – forhåbentlig – kan være med til at restituere vores efterhånden godt sønderrevne nutidssamfund. Hvor mange igen optræder som ypperstepræster, der tror på at mennesket kan opdrages og afrettes til det perfekte. Bare man er nidkær nok.

1: Marianne Stidsen refererer her til den serie artikler, som Dagbladet Information publicerede i sidste del af oktober og begyndelsen af november, hvor hun beskyldtes for plagiat i sin seneste bog, selvom der intet var, som underbyggede denne alvorlige beskyldning. Hvilket tyder på, at der snarere lå politisk uenighed bag.